Axel Salto på keramikmuseet Clay

Turen gik i weekenden til Clay, hvor jeg skulle se udstillingen med Axel Salto. Som keramiker er den et "must-see," fordi Axel Salto var en kæmpe kapacitet og banebrydende indenfor sit fag.

 

 

Det blev en stor oplevelse! Hvem var Axel Salto, og hvorfor var han retningsgivende indenfor det keramiske felt i sin samtid? Alt det havde Clay givet en smukt, samlet beskrivelse over, og det ville være for omfattende at komme ind på i dette indlæg.

Mit ærinde er nemlig blot at vise dig, som læser med her, hvad min hverdag som kunstner også indeholder: Inspirations-indsamling!

Som skrevet i et tidligere indlæg (her,) samler jeg inspiration i bl.a. naturen. Andre gange opsøger jeg den aktivt ved at tage på kunstmuseum.

Dette var en af de gange - selvom jeg egentlig tog afsted med antagelsen om, at jeg vidste, hvem han var. Jeg blev overrasket - positivt. Axel Salto var nemlig en meget bredspektret herre, som virkelig udforskede det keramiske fag.

Han var derudover dygtig til at indgå i frugtbart samarbejde med andre kunstnere, hvilket er noget, jeg selv har tænkt over i forbindelse med min egen seneste kunst-collaboration, som var givende.

 

 

Sidst men ikke mindst blev jeg vældig inspireret af det rå udtryk, der var i hans uglaserede værker!

Det var virkelig fine og rå ting, som talte til mig. Uglaserede vaser med indlagt ler i en kontrastfarve. Det var nok dem, jeg var mest glad for at opleve.

De store værker, som han er mest kendt for, er jeg betaget af pga. det tekniske i udførslen; det er et kæmpe arbejde at lave så store ting.

 

 

Det var også interessant at se hans tegninger og forlæg til vaserne; fine tuschtegninger, som var kunstværker i sig selv.

Det blev tilmed til en afstikker ind til de andre rum, hvor der var en udstilling med de "gode gamle" keramikere, som jeg har beundret og været inspireret af siden min spæde start inden for keramikfaget: Gutte Eriksen, Gertrud Vasegaard m.fl.

En tur til Clay bliver aldrig kedelig, og det er en fantastisk resource at trække på, når der skal hentes ny inspiration.

Derudover ligger museet meget smukt ned til Lillebælt, og det vil være en oplevelse for alle keramik-entusiaster. Anbefalingen er hermed givet videre.