Det dér unika...

Ordet unik støder man på mange steder; når noget er unikt, særligt, eller på en eller anden måde enestående. Ordet unika har en ekstra dimension, det betyder nemlig, at der kun findes dén ene!

Den Store Danske af Gyldendal siger det kort og godt:  Unika - eksemplar, (af lat. unicus eneste), ting, som kun findes i ét eksemplar. 

Det er det felt, jeg arbejder med: Unika. Det betyder, at hver eneste ting, jeg laver, er håndlavet af mig, at det er glaseret, brændt og godkendt af mig.

Det er et fantastisk spændende felt at arbejde indenfor, da det er en flydende process. Den ene ting ”føder” den næste, og jeg oplever tit, at sprængbrættet til det næste værk ligger i det foregående.

Lidt lige som en trappe, hvor man er nødt til at foretage en række trin for at komme fremad.  

Når jeg har udført et værk, som flere er interesseret i, er det fristende at ”gentage en succes.” Det mærkelige er, at det kan jeg ikke.

Jeg har i mine tidlige år forsøgt at gentage et værk, men det lader sig ikke gøre. Spontanitet kan ikke forceres.

Jeg kan godt håndværksmæssigt lave en kopi, men den vil aldrig have det samme liv i sig som den første - efterfølgeren er ikke ligeså udtryksfuld. Derfor laver jeg nu kun én af hver ting.

Derimod kan jeg sagtens arbejde i serier. Lige for tiden laver jeg rustikke julekugler og flasker/vaser. De er alle unikke, og har hver deres særpræg.

Derfor er det mig også en glæde, hver gang nogen falder for dem – for de er alle lavet ud af ren skaberglæde, og ingen er ens.

Digteren Johannes V. Jensen skrev "Hvad hånden former er åndens spor," og jeg tror, han havde ret. For mig er et stykke unika kunst forbundet med tid og historie, og er en del af kunstnerens egen fortælling.

Udover æstetikken og håndværket investerer man sig selv i det på en måde, som maskinproducerede varer ikke kan (eller skal.)

Det er dét, man investerer i, når man samler unika: Et stykke kunst, som ikke findes andre steder - med kunstnerens helt eget præg og fortælling.