Fra arkiverne

 

Denne gang har jeg fundet en serie keramik i arkiverne fra 2014.

 

 

Den er relevant at hive frem nu, fordi mit forrige blogindlæg nævner denne serie - min seneste "Simple" serie keramik står nemlig på skuldrene af denne.

Serien, som jeg udførte i sommeren 2014 er en limited edition serie af enkle, stramme former. Inspriationen til serien fik jeg bl.a. fra de danske møbelklassikere fra 1960´erne; enkle designmøbler i teak, som er kommet frem igen de senere år.

Jeg fik lyst til at lave en serie objekter, som kunne spille sammen med designklassikerne på en ny måde - altså både pege tilbage i tiden stilmæssigt, men samtidig være relevant og moderne. Det kom der denne serie ud af.

De er - som nævnt - fra arkiverne, og derfor ikke noget, jeg har fremme på keramik-galleriet her på siden. Der er et par enkle tilbage, resten er blevet solgt.

Serien er som altid hånddrejet. Jeg synes, der er så meget historie og dybde i et værk, som er drejet i stedet for at være støbt. Det giver uværgerligt nogle små skævheder, som jeg synes, hører til i et håndlavet værk.

 

 

Med denne serie har jeg dog skåret ind til benet, og der er kun antydningen af drejeriller - udtrykket står skarpt for at fremhæve vinklerne på keramikken.

Serien kaldte jeg dengang for "KISS - Keep It Super Simple" og det er en personlig reference til en frase, én af mine lærere på kunstskolen i England dengang brugte.

Det er interessant for mig at gå i arkiverne og finde "gamle" værker frem - denne serie er som nævnt fra 2014, altså fire år gammel. - Men serien kunne i princippet lige så godt være udført i dag.

Den har på en måde lagt fundamentet for den seneste serie keramik, jeg har lavet, hvor jeg har bygget videre på de enkle og stramme former.