Galleri 55

Denne uge er noget særligt, og jeg har glædet mig som en vild til at dele nyheden. Jeg er blevet inviteret til at udstille i det velrenommerede Galleri 55 i Bogense. Det er mig en stor glæde at være optaget blandt de faste udstillere. 

Galleriet har en skare af anerkendte keramikere. Der udstilles unika værker af Lotte Glob, Peter Tybjerg, Søren Baun Jeppesen og Finn Dam Rasmussen – for bare at nævne nogle få af de meget dygtige kunsthåndværkere, som galleriet repræsenterer. Jeg er glad og stolt over at være sluppet igennem nåleøjet.

 

blogindl-6-d

 

Galleri 55 ligger i den hyggelige Adelgade i Bogense. Det er drevet af to ildsjæle, som brænder for keramikken. Galleriet repræsenterer udelukkende dansk unika keramik af høj kvalitet, og jeg synes, at de præsenterer værkerne så flot!

Det er usædvanligt at se keramikken få plads fra gulv til loft, da de fleste gallerier reserverer væggene til billedværker. I Galleri 55 er der altså sat et særligt fokus på keramikken, og det er en stor oplevelse at se stedet for en ”keramikoman” som mig.

Galleriet tiltrækker tilmed folk fra hele Norden samt et godt stykke ned i Tyskland, og Holland med, som hvert år vender tilbage til Bogense for at se på unika keramik. Det synes jeg, er ret imponerende.

 

blogindl-6-b

 

Som det ses på billedet, er det hånddrejede flasker, vaser og skåle, som pt. udstilles i galleriet. Derudover er der en enkelt skulptur med (se næste billede.)

Hvis der er spørgsmål mht. værkerne, er du velkommen til at kontakte mig pr. mail eller telefon. Selve salget foregår gennem galleriet.

 

blogindl-6-a

 

Hvis du gerne vil besøge galleriet, ligger der et link ude i højre kolonne her på bloggen, hvor der findes telefonnr. og vejviser. Der er masser af god keramik at se, og er bestemt turen værd!

 Optagelsen i galleriet fejrede jeg efterfølgende med sildemad og en kold pilsner på Hotel Bogense. Det kan også varmt anbefales!

  

blogindl-6-c

 

Galleriet har her i vintersæsonen åbent følgende dage:

Tors-fre kl. 13-17, lør kl. 10-14  samt søn- og helligdage kl. 11-16

I sommersæsonen (maj-sep.) har de desuden åbent alle hverdage kl. 10-17

 Jeg glæder mig til at vise mine værker i de flotte rammer!