Nørdet præcision

Da jeg startede som praktikant hos en keramiker for 20 år siden, ville jeg gerne "give den gas" med glasurer og dekoration. Heldigvis kom jeg i praktik hos én af "den gamle skole," som lærte mig HÅNDVÆRKET! Det gav sig bl.a. udtryk i, at jeg lærte, at en flot glasur eller dekoration aldrig - aldrig! - kan erstatte, skjule eller ophæve en dårlig form. Form kom før alt andet. Jeg fik udviklet mit kritiske syn gevaldigt i de år, og i dag er jeg dybt taknemmelig for den disciplinerede oplæring.

two-bowls

Det har betydet meget for mit eget virke som keramiker at have dén tilgang til keramikken. Det, der i starten kæler for øjet og som synes dekorativt, kan ikke holde i længden, hvis formen ikke er i orden.

Det betyder: I balance, at den kan hvile i sig selv, at den er bevidst. At der ikke er nogen slaphed i formen, som svækker udtrykket.

I min stræben efter at beherske håndværket og samtidig slippe kontrollen (det er stof til et helt andet blogindlæg!) kom jeg længere og længere væk fra mit udgangspunkt, nemlig den rene dekorative virkning. I de år, jeg raffinerede mine evner ved drejeskiven, blev det dekorative element nedtonet.

Det var vigtigere for mig, at tingen kunne "bære sig selv" og at håndværket var rendyrket. Det er stadig vigtigt for mig, men nu kan jeg se, at farverne er på vej tilbage.

Når jeg glaserer, har jeg mest benyttet mig af naturtoner; brunlige, sorte, sart turkise, grålige glasurer - jord, luft, vand. -Men det seneste år er den gamle trang til farver dukket op!

I den forbindelse har jeg nærlæst gamle glasuropskrifter, udviklet nye, og jeg har købt et par færdige glasurer - men mest af alt er jeg begyndt at eksperimentere med flere lag glasur på samme stykke keramik. Det er vildt spændende!

vaegt

Jeg kan sidde med glasurformler og læse om kemiske forbindelser i timevis, og jeg synes, det er den mest spændende læsning! Man skal være ret præcis, når man blander sine egne glasurer; én procent af den afgørende ingrediens kan ændre glasuren fuldstændig. Det kræver nørdet præcision!

Inspirationen til nye glasurer kan dukke op alle steder. Nederst i blogindlægget viser jeg et udpluk af inspirationer gennem tiden. Det kan f.eks. være lav på sten, gamle døre eller forvitrede facader. Gammel, japansk og dansk keramik er også spændende at studere nærmere.

Det er et uudtømmeligt område, at beskæftige sig med glasurer. Lige for tiden arbejder jeg med at finde nye formler og kombinationer, som kan understøtte formen på keramikken.

 doer

Det er rigtig spændende og ret fantastisk, når ovnen åbnes. -Så her 20 år efter, kan jeg sige, at keramikken stadig udvikler sig for mig.

Det er stort, når form og farve går op i en højere enhed, og et område, som jeg bestemt synes, er værd at arbejde med.

Efter min mening har kunstnere og håndværkere en opgave ifht. at fremstille ting, der holder på den lange bane. Ting, der kvalitetsmæssigt er i orden, så de også er værdsatte om 50 år. En ekstra vinkel - og en af mine kæpheste - mht. temaet "bæredygtigt håndværk."

 

dsc_0006

inspiration-vesterhav

inspira