Nye malerier
Den seneste tid har jeg lavet plads – fysisk og tidsmæssigt – til at udføre en serie nye malerier. De har samme tema, nemlig ”en by ved vandet om natten.”
Malerierne udsprang af et eksperiment, og i processen dukkede Venedig op i min erindring (læs mere om turen sidste år til Venedig her.)
Venedig forbinder de fleste måske med pastelfarvede solnedgange og gondoler – hvilket også var en del af oplevelsen - men en af de fineste oplevelser, jeg fik dernede, var en spadseretur om natten.
Lad mig sætte scenen: Det er midnat, og jeg sidder på en bænk. Med Markuskirken i ryggen kan jeg se ud over vandet, og en anden del af byen i det fjerne spejler sig i det natsorte vand.
Gondolerne ligger og skvulper sagte med vandets rytme, og der er en helt speciel stemning. Stemningen bliver understreget kl. 24 ved, at klokketårnet ved Markuskirken går i gang og spiller en melodi.
Den stemning har jeg indfanget med olie og kobber i den nye serie af malerier.
I arbejdet med malerierne har jeg udviklet en ny teknik med kobber, som giver associationer til lys, der spejler sig i vand.
Den natsorte stemning har jeg udtrykt med brede penselstrøj i sort oliemaling. Der findes forskellige typer sort farve, og jeg har kombineret forskellige nuancer.
Derudover er malerierne først grundet med forskellige farver, for at opnå variation i den sorte farve. Sort er ikke bare sort!
Jeg foretrækker at male med oliemaling, da det giver en større dybde og stoflighed i det færdige værk.
Jeg har glædet mig til at præsentere de nye værker.
Værkerne er siden solgt.