Udsmykningsopgave til Erhvervsparken
Jeg er en del af Kunstnerhallen i Erhvervsparken. Det er et spændende hus at være en del af, da vi er mere end 50 virksomheder under Ehvervsparkens tag.
Kunstnerhallen har til huse i en af de store, rustikke haller med ovenlys, hvor man finder andre kreative virksomheder. Hvem det er, findes på Erhvervsparkens hjemmeside her.
Lokalerne er meget rustikke og bærer præg af en fortid som produktions- og lagerfacilitet. Det er et fleksibelt rum, som er inddelt i flere rum ved hjælp af skillerum lavet af paller. Opfindsomt!
I disse rustikke omgivelser blev jeg bedt om at lave en slags rumdeler. Der var nemlig en stor åbning ind til nabohallen, som gerne skulle lukkes af.
Det er blevet til den største billedmæssige udsmykningsopgave, jeg har lavet til dato – og jeg har fået lyst til at udføre flere store opgaver.
Det var virkelig sjovt, udfordrende og helt fantastisk at arbejde i så stor størrelse!
Det kræver et større overblik kompositorisk, og så er det en anden udtryksmåde, når hele kroppen skal tages i brug for at få pigmenterne smidt, gnedet og arbejdet ind i lærredet over så stort et areal.
Det ugrundede lærred var spændt direkte på en træramme, og derfor ville jeg se, hvordan forskellige typer maling og pigment reagerede, og hvilke typer, jeg kunne anvende. Det viste sig, at traditionel maling ville få lærredet til at krympe, så det tvang mig ud i at tænke i nye baner.
Billederne herunder viser, hvordan jeg først lavede mange skitser i lille størrelse, inden jeg gik løs på det store lærred. Udgangspunktet var et naturinspireret motiv; marker, vand, vind og vejr.
Hvilken løsning jeg kom frem til, ses her: Pigment på ugrundet lærred, arbejdet godt ind i fibrene. Der er lagt gangske lidt oliemaling ind få steder for at skabe lidt struktur.
Under udførelsen lå det på gulvet. Det meste er udført i hånden, ganske få steder har jeg haft en kost på stetoskop og ”fejet” malingen på.
Det giver et spontant udtryk, som jeg synes passer godt til mine tanker omkring værket, der som nævnt er naturinspireret.
Værket hedder ”Vesterhavet kl. fire om eftermiddagen en vinterdag.” Det står nu permanent i Kunstnerhallen i Erhvervsparken, som du finder her.
Herunder ses detaljer af værket.