Udstillinger i København
Jeg var inviteret til fernisering på Officinet, hvor min keramikmester skulle udstille. Hun arbejder i spændfeltet mellem det konceptuelle og det håndværksmæssige.
Det er som altid spændende at se, hvad der rører sig på den keramiske scene andre steder, og dette var ingen undtagelse.
Lise Seier Petersen formår at løfte håndværket op i nye dimensioner – både fordi, hun mestrer det til UG, og fordi hun lader materialet få en central plads.
Der er ikke pynt og glasur-”blær,” men en stille kærlighed til det, leret kan: ånde, forandres, udfordres.
Dette kombinerer hun med fotos (fotograf: Kirstine Autzen) og tekst, som skal tale på et andet plan til beskueren.
Officinet i København ligger i Bredgade, se mere om hendes udstilling på deres hjemmeside her.
Lise Seier Petersens egen hjemmeside finder du her.
Derudover nåede jeg forbi Studio Oliver Gustav, som er et af de smukkeste gallerier/butikker, jeg nogensinde har set!
Der er højt til loftet, douche farver og virkelig smukke værker – både maleri, skulptur og keramik – blandet med møbler, som Studio Oliver Gustav selv har designet.
Det, jeg var mest optaget af, var hans samling af meget gammel keramik, som har ligget i havet i hundredvis af år.
Det gav stof til eftertanke at se, hvor enkle og smukke former, de formåede at skabe dengang. -Både med og uden glasurer.
Derudover var deres ansatte vidende og imødekommende, alt i alt en rigtig fin oplevelse. Deres hjemmeside finder du her.
Sidst, men ikke mindst, nåede jeg også et smut forbi Statens Museum for Kunst. Et virkeligt skatkammer. Videoen med Ursula Reuter Christiansen gjorde et særligt indtryk på mig.
Derudover var det en fin oplevelse i deres café, hvor jeg indtog frokosten med fin udsigt og kunstbøger. En Københavner-tur lige efter mit hjerte!
Hvis du er i København, kan jeg anbefale at tage et smut forbi SMK. Hjemmesiden med rutevejledning, priser og åbningstider finder du her.