Nyt keramik
Den nyeste serie keramik er netop blevet lagt ud på webshoppen. Serien består hovedsagligt af en række uglaserede værker. De er glaserede indvendigt, men formen står knivskarpt udenpå. Rå. Mit fokus i arbejdet har denne gang været at skærpe formen, at stramme den yderligere op - og lade leret få sin egen stemme. Det synes jeg, er lykkes meget godt.
Der er både værker fra TORSO-serien, Tierra, Galaxy og - naturligvis - Wabi. De komplimenterer hinanden som et hele, da deres naturlige overflader binder udtrykket sammen. Denne gang er jeg gået op i størrelsen på et par af værkerne; de er så store, at de fungerer som gulvvase/skulpturer.
Det har været givende at arbejde med form og udtryk på denne måde - uden en "fancy" glasur at gemme sig bag. Jeg er opdraget i den klassiske tradition indenfor keramikken, og det betyder bl.a. at formen kommer først. Form først og fremmest! Hvis formen holder og bærer sig selv, kan den efterfølgende glaseres - men kun som en naturlig forlængelse af formens berettigelse.
Derfor er denne serie udviklet med fokus på netop formen. Som et nik og et cadeau til min opdragelse indenfor den klassiske tradition, hvor formen skal hvile i sig selv og fylde rummet - uden store armbevægelser, men med en stille insisteren.