Renovering af atelier

For præcis et år siden blev det nye atelier "køreklart." Det tog tre måneder at forvandle naboens gamle stald til et lyst og inspirerende rum. I året der er gået, har jeg haft travlt med at etablere værkstedet og optimere det; derudover har jeg været optaget af at skabe nye værker - men nu synes jeg, det er tid til at tage et tilbageblik og dele billederne af renoveringsprocessen.

Jeg har fået rigtig god hjælp til renoveringen! Det var en meget lærerig proces med fornyet respekt for folk, der arbejder i håndværkerbranchen. Jeg har lært en hel del om at indhente tilbud, leverancer, at skrue en skrue rigtigt i (!) at isolere gulv, at spartle, kalke og blandingsforhold mellem mørtel, sand og vand... For blot at nævne få.

Jeg tog billeder af processen undervejs, og det er de fotos, jeg deler herunder; når jeg ser billederne på denne måde bliver jeg mindet om, hvor meget, der er sket med rummet - og hvor meget, der kan forvandles på relativt kort tid med den rette vejledning, hjælp og værktøj!

Staldens fodertrug skulle først fjernes. Et trykluftsbor og en dags arbejde! Dernæst blev jernrør, udluftningskasser mm. fjernet.

 

Vinduerne renses fri for puds og løse mursten. Vægge og loft får samme tur, og der bruges mørtel til at pudse op/reparere huller.

 

Før og efter. Udsigt til skov og mark.

 

Der kalkes. Visse steder er der kalket 11 (!) gange. Loftet blev først vasket ned, derefter kalket to gange. Selve rummet fik 3 gange læsket kalk.

 

Der sættes skelet op til væg.

 

Ca. en milliard understøttelse til strøer lægges ud - eller 214 for at være mere præcis. Da det er et gammelt staldgulv, skal hver enkelt understøttelse nøje justeres for at undgå, at det færdige gulv knirker. Her er der også sat vægplader op med udtag til fremtidige stikkontakter.

 

Gulvet lægges, og der isoleres løbende med papiruld. Et åndbart og miljøvenligt materiale.

 

Gulvet er nu malet med to lag epoxymaling - af den slags, man gerne må male med selv! De bærende jernbjælker har fået et lag rustfast maling.

 

Før og efter:

 

Siden er der sat fejelister, luft-luftpumpe og forsatsruder op, og udluftningshullerne er dækket med en plade, hvori der er sat en enkel udluftningsløsning (særlig vigtigt, når jeg brænder keramik, som afgiver dampe.)

Det har taget mig nogle måneder at få de sidste detaljer på plads; at finde den rigtige, ekstra brede dør, f.eks. - og at indrette de 51 m2 optimalt. Nu nyder jeg at arbejde i de nyrenoverede omgivelser. Rummet er lyst, luftigt og enkelt; og jeg håber, at roen, som jeg oplever her, siver ud i mine værker. 

Tilbage er der nu et 80 m2 showroom, som venter på at blive renoveret - først da er renoveringen fuldbragt. Det får dog en anderledes behandling, og den historie tror jeg, vi tager en anden gang...